Vi er begge vant til at fejre jul med hver vores familie, så dette var vores første jul sammen. I Bolivia, og især i Azurduy, var der intet der tydet på at vi nærmede os jul i slutningen af november. Det blev varmere og varmere, og hver eftermiddag bragte med sig troperegn og strømbrud. Haven blomstrede som aldrig før, og det føltes langt til det kolde Skandinavien og de hyggelige julefrokoster (julebord). Vi savnede traditionel jul, og besluttede at lave julestemning, i hvert fald i vores hus.

1. december fandt vi to store kasser med julepynt og plastikjuletræ i vores garage. Hele huset blev pyntet, julemusikken blev spillet på stereoanlægget, og stemningen kom gradvis. Vi blev meget tilfredse med vores træ, og inviterede flere bekendte til julehygge. En af vores venner, Herland, kom med hele sin familie. Vi spurgte dem hvorfor der var så lidt julepynt i Azurduy, og om ikke de også fejrede jul som os. De fortalte os at de blev så triste på denne tid af året pga. al fattigdom i området. Derfor ville de ikke holde en stor fest når de vidste at der var mange familier der ikke havde nok at spise. Se billede nr. 1

8. december tog vi en langweekend til San Lucas, for at besøge vores kollegaer og holde rigtig dansk julefrokost (julebord). Turen til San Lucas er en lille hyggetur på kun 4 timer, dog langs en vej af diskutabel kvalitet. Både San Lucas og vi havde sørget for at få tilsendt masser af danske lækkerier (god mat); sild, snaps (aquavit), ingredienser til ris a la mande (riskrem), makrel i tomat mm. Efter maden og festen, tog vi, godt berusede, på karaokebar. Rie faldt i søvn på baren efter 15 min, og måtte tidlig hjem. Ole Henrik blev hele natten, og sang efter sigende af fuld hals… Se billede nr. 2 og 3.

Fra San Lucas tog vi til Sucre for at ordne en del projektting. Fra Sucre kørte vi til Santa Cruz 16. december, to dage før det bolivianske valg, fordi det på valgdagen var forbudt at køre i bil, og vi tog højde for evt. ulykker. Dette skulle vise sig at være et fornuftigt valg, da bilen brød sammen 4 timer uden for Santa Cruz. Pludselig virkede servostyringen ikke, batterilampen lyste og motoren var brand varm! Ved et kig i motorrummet kunne vi konstatere at drivremmen var sprunget, vi forstod dog ikke helt sammenhængen med servostyringen og batteriet. Nå men det gik heldigvis ned af bakke til den næste landsby som lå 10 km væk, så vi trillede der til. Vores mekaniker i Sucre havde lige skiftet drivremmen, så det var lidt uforståeligt hvorfor den var sprunget. I den første landsby vi kom til fandt vi en mand som ikke var mekaniker, men som kunne finde ud af at sætte en drivrem på. Vores mekaniker i Sucre havde heldigvis langt de gamle remme i bilen, så disse blev sat på, vi kørte ca. fem min med disse, så var den gal igen (så gikk det galt igjen). Vi trillede videre til næste landsby, Los Negros, hvor der var en rigtig mekaniker. Desværre var der ingen drivremme i den rigtige størrelse i byen eller nabobyen, så vores mekaniker i Sucre måtte sende nye drivremme med bussen, som først kom frem i løbet af natten. Natten blev derfor tilbragt i denne triste by. næste morgen blev bilen fixet og vi kørte til Santa Cruz inden kørselsforbudet trådte i kraft!

Meningen var at vi skulle hente Christian, Bigger og Tue i Santa Cruz. Imidlertid blev de et døgn forsinket, og vi måtte drage tilbage til Sucre uden dem. Vi købte i stedet for flybilletter til dem.

Julen skulle fejres i Azurduy. Vi skulle have traditionel dansk julemad, med and, rødkål, æbler, svesker og ris a la mande (riskrem). Desværre havde de glemt at medbringe grødris fra Danmark, så vi bagte æblekage i stedet for. Anden var bestilt, og blev købt I Sucre, og kom, til vores store overraskelse, med hoved og det hele, se billede nr. 4.

Julebordet blev dækket med juledug og servietter, som vi havde fået tilsendt fra spejderne i Solvang (Ries spejdergruppe). Mange tak!). Se billede nr. 5.

Selvom Ole Henrik var utilfreds over ikke at få pinnekjoett (traditionel norsk julemad, bestående af salte fåreribben), var maden lækker. Se billede nr. 6.

Vores skuffer i Azurduy indeholder mange spændende ting. Da Ole Henrik ville fremvise en dynamitstang (dynamittgubbe), som vores forgængere havde efterladt, opdaget vi at den var blød I konsistensen, og dermed ustabil. Den morsomme joke blev pludselig meget alvorlig. Christian ringede til sin spejderkammerat i Danmark, der er ekspert på bl. a. sprængstoffer. Han blev meget bekymret, og sagde vi skulle være meget forsigtige. Han foreslog at vi lagde dynamitten i en spand (bøtte) med vand, og tændte den minimum 500 meter fra nærmeste bebyggelse. Det gjorde vi så, se billede nr. 7. Vi overlevede alle sammen, også Tue, som antændte lunten.

2. juledag var vi på besøg hos vores vaskekone, Beatriz, og hendes familie. Hun havde lavet lækker mad. Først fik vi arroz con leche (ris med sødmælk og kanel), og derefter pollo picante (kylling i stærk chilisovs). Bagefter hygget vi os med familien, og vi fik en sightseeing rundt på deres gård. Se billede nr. 8, 9 og 10.

Efter at have besøgt Beatriz med familie, tog vi til Azurduys vigtigste turistattraktion, vandfaldet (fossen), der ligger tæt på Beatriz gård. Se billede nr. 11.

Vi besøgte også vores fejekone, Angelica, med familie. Tidligere havde de meget med IMCC at gøre, men de flyttede til Santa Cruz I slutningen af 90erne (nittitallet). De er nu kommet tilbage, og med sig havde de blandt andet en papegøje. De bor enkelt, men er meget gæstfrie. Angelica holder meget af Pelle, da hun har kendt ham siden han var hvalp. Pelle var derfor med på besøg. Se billede nr. 12 og 13.

Sidste dag før vi skulle til Sucre, var vi på tur til Quewiña Mayu, langs en højst tvivlsom vej. på vejen skulle man blandt andet køre et langt stykke i et flodleje (elveleie), hvor der er mange potentielt farlige sten. Vejen var ikke så god som vi huskede den fra tørtiden. Der skulle tages mange afgørelser om hvordan man skulle krydse den stenede flod (elv), og der var ikke altid enighed om hvor det var bedst at køre, se billede nr. 14.

Den sidste aften i Azurduy pakkede vi, men der blev også tid til at spille fodbold, noget Pelle og Ole Henrik stod for, se billede nr. 15.